Kære Grunderejer i Nyrup Huse Grundejerforening
Vi har i bestyrelsen afholdt vores første møde efter generalforsamlingen. I mødet deltog alle medlemmer af bestyrelsen inklusive suppleanter. Efter velkomst og en kort introduktion til vores arbejdsmetoder, tog vi fat på gennemgang af de punkter, som blev behandlet på generalforsamlingen.
Forslaget til et fællesarrangement for foreningens medlemmer med børn og børnebørn blev sat i søen med Mette og Margit som tovholdere. Desværre var tilslutningen ikke tilstrækkelig, så arrangementet blev aflyst.
Vi drøftede i bestyrelsen, om ikke vi skal give det en chance til næste år – vi synes nemlig alle ideen er super. Vi tænker, at hvis vi allerede nu får en dato på plads, vil der måske være større tilslutning – især hvis datoen ligger sidst i august/først i september udenfor sommerferieperioden
Vi håber, nogle medlemmer vil tage stafetten. Vi forestiller os, at arrangementet både skal rumme børn og voksne. Flere har givet udtryk for, de synes at ideen er god. Vi håber virkelig, at der er nogle ildsjæle, som vil bidrage til at få et arrangement op at stå. Lad os endelig høre fra jer, som gerne vil tage stafetten eller bidrage til et arrangement.
På generalforsamlingen tilkendegav en del grundejere, at der desværre ligger en del efterladenskaber fra hunde i rabatterne. En del at disse stammer fra hundeejere, som ikke er beboere i foreningen. Vi har i bestyrelsen igangsat at skilte bliver opsat med henstilling til at samle op efter hundene.
Generalforsamlingen udtrykte bekymring for de mange vildkatte som fodres i vores forening. Det henstilles, at fodring begrænses – jo mindre kattene fodres desto mere tager de rotter. Vi har i år haft en hel del rotter ved vores huse og i skure. Omfanget er langt større end tidligere år. Rottefængerne, som har tilset ramte grundejere med rotteproblemer anbefaler endvidere, at der ikke fodres fugle, da det yderligere tiltrækker rotter og mus. Det er derfor bestyrelsens opfordring, at der generelt holdes igen med fordring af dyr.
Vi har i bestyrelsen besluttet, at vi fortsat selv lapper huller i asfalten ved indkørslen til foreningen. Derudover har vi besluttet at etablere et areal med en grusbunke til løbende udbedring af huller i vejnettet.
Alle grundejere kan afhente grus til brug for udbedring af huller i det fælles vejnet. Dette har vi gjort, da vi gennem året har set tiltagene kraftige regnbyger i større mængder, som afstedkommer en del huller. Vi håber hermed at give bedre farbare veje året rundt. Vi har efter aftale med ejeren af den ubebyggede grund (NH 2) etableret en grusbunke på denne grund. Selvfølgelig er vores fælles grusbunke ikke er til forbrug af grus på private grundarealer. Det skal understreges, at vi fortsat gennemfører en årlig gennemgang af vejnettet med vores entreprenør for at sikre en tilfredsstillende standard.
Beskæring
Det er en udfordring flere steder i vores grundejerforening, at beskæring ikke er gennemført som foreskrevet af kommunen.
Der har flere gange været henstilling/advarsler fra renovationen, at de ikke kan komme igennem uhindret i visse steder i området.
Vi skal derfor henstille til, at alle sikrer, at beskæring iht. regler er foretaget. Hvis der ikke beskæres risikerer vi, at der ikke bliver afhentet affald i grundejerforeningen.
I øvrigt har kommunen netop rundsendt en ”huske” sms omkring beskæring – også omkring rabatterne. Hermed er denne opfordring givet videre.
Bestyrelsen foretager gennemgang af arealerne inden vinteren sætter ind.
Sluttelig ønsker vi alle et godt efterår og vi håber fortsat stor aktivitet i området, som vi har set hen over sommeren. Dejligt med liv i området.
De bedste hilsner
På vegne af bestyrelsen
Hanne Baunsgaard